Kunst har altid fyldt meget i min tilværelse. Da jeg var barn, tegnede jeg meget, og i skolen deltog jeg i tegnekonkurrencer. Som ung startede jeg med at male på lærred, da jeg arvede et staffeli og en kasse farver fra min farfar. Efter endt studentereksamen studerede jeg fransk og idræt på universitetet, og også i en kortere periode kunsthistorie. Da studierne var afsluttede, holdt jeg en pause med mine kunstneriske udfoldelser i ca. 20 år, eftersom job, børn og familie fyldte al min tid. Da børnene blev store, startede jeg for alvor med at male igen. Vi havde på det tidspunkt en gård i Sverige og den uforlignelige natur med de mest fantastiske  farver inspirerede mig voldsomt, og denne fascination af naturen holder stadig ved den dag i dag.

Mine malerier er abstrakte, og jeg maler efterhånden udelukkende med akrylfarver. Selv om jeg benytter farvekontraster, udstråler mine værker oftest en form for ro, afspændthed og er ikke provokerende. Jeg er også eksperimenterende og afprøver forskellige teknikker  (minimalistisk, grafisk, mange lag farver og lign.) Jeg maler på lærred og også på papir.